De Forenede Arabiske Emirater flyder i olie – bogstaveligt talt – og en liter benzin koster mindre end 2 kroner. Så presset for at skifte til offentlig transport er ikke helt så stort som andre steder. Men alligevel har Dubai netop indviet et gigant-projekt med computerstyrede ubemandede metrotog, som skal modbevise alle rygter om, at selv de stenrige oliesheiker er hårdt ramt af finanskrisen.
Nu kan vi selvfølgelig prale med, at København har haft computerstyrede metrotog i syv år – den sidste strækning, cityringen, ventes færdig i 2018. Men i Dubai vil man selvfølgelig ikke stå i skyggen af København.
For det første har Dubais metro en længde på 52 kilometer og 29 stationer. Til sammenligning vil Københavns metronet være på 36 kilometer tunnel og højbane, når cityringen er færdig. Ifølge Dubai er der tale om den længste ubemandede, computerstyrede lokalbane i verden. Men så har den også kostet omkring 35 milliarder kroner.
Og metrotogene i ørkenbyen er lidt mere luksuriøse end det, vi kender fra København. Det er en særlig afdeling reserveret til first class-passagerer – og til kvinder – og så er der trådløs internet både på stationerne og i togene. Togene kører over jorden og der er flot udsigt fra højbanen ud over byen.
Problemet er, hvordan man skal lokke folk i Dubai til at tage metroen, når benzinpriserne er så lave. Indtil nu er det kun 6 pct., der bruger offentlig transport. Resten forsvinder ind i deres store, klimatiserede biler.
Alligevel forventer byrådet, at der vil være 200 millioner passagerture om året fra 2010, når den anden linie åbner.
Det næste store megaprojekt i Dubai – verdens største skyskraber Burj Dubai – skulle egentlig indvies på samme dag som metroen – den 09.09.09 – men det er udskudt til december. Mottoet synes at være; hvorfor holde én fest, når man kan holde to?