M1 anklager sin konkurrent Onfone for at blæse på branchens regler. Onfone tilbyder kunder, der har opsagt deres abonnement, forbedrede vilkår og billigere priser. Pludselig får kunderne tilbudt seks timers taletid frem for fem timers taletid for det samme beløb.
De gode tilbud strider mod telebranchens nedskrevne regler. Det mener M1, som nu har klaget til brancheforeningen Telekommunikationsindustrien.
”Jeg håber, at de tager det alvorligt og ikke sidder det overhørig,” siger direktør Mads Veiby
”Det er klart misbrug af informationer, at man sætter sit call-center til at ringe ud til alle de kunder, som er ved at flytte væk og prøver at overtale dem til at blive som kunde,” siger Mads Veiby.
Regler til fortolkning
I de såkaldte Rules & Procedures for nummerportering står der, at selskaber ikke må obstruere for en kundes opsigelse. I samme afsnit 3.2 står der desuden, at selskaber ikke må misbruge deres viden om en nummerportering til andet end selve nummerporteringen.
Hvis branchen ikke vil sanktionere Onfone, så truer M1 med at melde Onfone til Forbrugerombudsmanden for overtrædelse af reglen om god markedføringsskik.
Brancheforeningen Telekommunikationsindustrien bekræfter, at diskussionen bliver bragt op på et kommende møde i foreningen. Derfor ønsker foreningen ikke at forholde sig til den konkrete klage endnu.
De kilder, som ComON har talt med, fortæller, at den generelle opfattelse af reglerne er, at man afgiver sine kunder til konkurrenterne, hvis de ønsker at opsige et teleabonnement. Men det er langt fra virkelighedens verden, mener Onfone, der har oplevet, at andre konkurrenter også kæmper med næb og klør for at holde på kunderne, og giver fastholdelsestilbud til kunder, der er på vej væk.
Vi gør intet forkert
”Vi overholder lovgivningen, og når samtlige selskaber opfører sig på samme måde, så kan det ikke være vores opfattelse af reglerne, der er noget galt med. Hvis der er tvivl om, hvordan reglerne skal fortolkes, så må vi tage den diskussion i telebranchen.”
”Vi mener ikke, at vi gør noget, der er ulovligt. Vi kontakter alle kunder, hvis de er utilfredse, eller hvis der er noget, de er i tvivl om. Vi spørger alle opsagte kunder, om der er noget, vi kan gøre bedre. Det er egentlig bare god kundeservice,” siger Morten Strunge, der har rådført sig med advokater og føler sig sikker i sin sag.
”Det eneste, der står i reglerne, er, at vi ikke må forsinke en overførsel af en kunde til et andet selskab,” siger direktør i Onfone, Morten Strunge.
Men er det ikke dårlig stil at tilbyde kunder bedre priser og vilkår, når de er på vej til at forlade Jer. De tlbageværende, loyale kunder får jo ikke tilbudt de billige priser?
”Det synes jeg egentlig ikke, der er noget galt i. Det ser man også i mange andre brancher. Hvir du går ned i tøjbutik og ser en bluse til 499 kroner, så står det dig frit for at bede om 100 kroner i rabat,” siger Morten Strunge.
”I sidste ende kommer det jo sådan set kunden til gode, da han får det bedste produkt til den bedste pris. Det øger dermed konkurrencen,” siger Strunge.
"Vores loyale kunder får løbende tilbudt ekstra services og tilbud, så vi nurser i den grad vores eksisterende kunder".