Internet Explorer 6 er den første browser, som understøtter W3C-konsortiets standard for håndtering af private oplysninger, kaldet Platform for Privacy Preferences (P3P). I forbindelse med cookies vil browseren være i stand til at hente sitets politik for omgang med følsomme data, formuleret i en XML-baseret P3P-fil, og sammenholde denne med brugerens præferencer.
I den aktuelle version 5.5 af Internet Explorer har brugeren kun tre valgmuligheder, når det gælder håndteringen af cookies; at blokere alle cookies, tillade alle cookies eller vise en dialogboks, hver gang browseren modtager en cookie. Den sidste ud af de tre muligheder kan lyde fornuftig, men det bliver hurtigt irriterende, hvis man skal klikke sig gennem dialogbokse, hver gang man bevæger sig rundt på Nettet.
Microsofts Product Manager for Internet Explorer, Michael Wallent, indrømmer overfor Wired, at ingen af de tre muligheder fungerer tilfredstillende. Den totale blokering af cookies spærrer for adgang til mange sites, men fri adgang for cookies kan tillade banner-firmaer at samle detaljerede profil-oplysninger.
Fra version 6 kan brugeren vælge mellem fem forskellige beskyttelsesniveauer, fra lav til høj. Hvis man indstiller beskyttelsen til høj, bliver alle cookies uden tilknyttet P3P-fil blokeret, mens et "lavt" beskyttelsesniveau lader alle cookies slippe igennem.
Browserens standard-indstilling er "medium". Dermed blokeres cookies uden P3P-informationer samt cookies med en defineret politik uden mulighed for at fravælge indsamling af private oplysninger. Det er også muligt at foretage mere komplekse indstillinger.
Microsoft har udviklet en speciel version af P3P, kaldet "compact policy", som betyder at XML-filen kan overføres sammen med sitets cookie. Dermed behøver browseren ikke sende en ekstra forespørgsel over Internet for at hente P3P-reglerne.
Endnu er det kun et absolut fåtal af websites, som understøtter P3P; den sidste W3C-undersøgelse i december sidste år fandt kun 52 websites med P3P-filer.
(Kilde: Wired)