Konflikten på CSC bliver atter optrappet. I går aftes besluttede ansatte, der er medlem af Prosa, at starte en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse.
Aktionen startede i morges klokken syv, da de første medarbejdere skulle have været mødt på arbejde. De strejkende tog ganske vist ind på Retortvej i Valby, som de plejede, men i stedet for at gå ind i bygningen blev de stående uden for CSC-huset.
Samtidigt har Prosa organiseret en demonstration på præcist samme sted i anledning af, at dagen i dag er international arbejdsmiljødag. Sympatisører og medlemmer af andre fagforbund var opfordret til at møde op for at protestere mod det dårlige arbejdsmiljø, som Prosa mener, CSC ledelsen har skabt som led i den igangværende konflikt.
Her til formiddag var der i alt omkring 3-400 mennesker forsamlet foran CSC bygningen, hvor de gennemfører en såkaldt virtuel blokade mod CSC.
Det virtuelle skal forstås sådan, at ansatte, der ikke strejker, men derimod møder på arbejde, som de skal, bliver mødt med løftede øjenbryn og misbilligende blikke fra den store folkemængde, forklarer en af de aktionerende, Benny Aarø til ComON.
Han er blandt de lockoutede CSC-ansatte og har fået at vide, at en stor del af alle CSC-ansatte har fulgt opfordringen til at aktionere i dag.
”Efter hvad jeg hører, er der meget tomt derinde i dag,” siger han.
Hos CSC siger man, at der ikke er overblik over, hvor mange der strejker.
Ud over at sende løftede øjenbryn til de, der – iøvrigt uantastet - kører gennem folkemængden ind til CSC – deler de aktionerede også informationsmateriale ud.
CSC-ledelsen har her til formiddag udsendt en erklæring, hvoraf det fremgår, at den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse kan få alvorlige konsekvenser for medarbejderne:
”Situationen i dag kan kun betegnes som trist for CSC og trist for medarbejderne. Der er ingen, som vinder ved denne eskalering af konflikten, som kan få alvorlige konsekvenser for såvel medarbejdere som CSC’s virke i Danmark. En obstruktion, som vi ser med denne overenskomststridige arbejdsnedlæggelse, hvor spillereglerne på det danske arbejdsmarked ikke respekteres, bidrager på ingen måde konstruktivt til at finde en forhandlingsløsning mellem parterne. Vores samlede ressourcer går nu på at sikre vores leverancer til kunderne”, siger Lars Lundsgaard Head of Nordic Program & Project Management i CSC
Før påske blev en tillidsmand og 13 medarbejdere afskediget på gråt papir, fordi de havde gennemført en tre dage lang overenskomststridig strejke.
Præcist hvor mange medarbejdere, der deltager i strejken i dag, har det ind til videre ikke været muligt at få oplyst fra nogen af de to lejre i konflikte.