Microsoft har lanceret en slags stregkode. Koden er i farver og er døbt »High Capacity Color Barcode«. Selve stregkoden består af 250 trekanter trykt på et halvt centimeter bredt område. Det skal kunne læses af web-cams og lignende. Ideen er så, at dataene om produktet skal læses fra en hjemmeside.
De nye stregkoder er et supplement til de kendte sort-hvide stregkoder. Det er muligt at indkode flere informationer i de farvede stregkoder som for eksempel oplysninger om producent, pris eller aldersbegrænsninger på film og spil.
Derudover kan de trykkes med specielle trykfarver og derved udgøre en kopisikring.
Derfor har systemet også fået opmærksomhed fra folkene bag ISAN-standarden. ISAN er et nummer til identificering af film og andre medier i en international standard og på tværs af landegrænser.
Stregkoderne ventes at dukke op på dvd-skiver allerede i løbet af i år.