De fire teleselskaber, der bød ind på LTE-licenserne - også kaldet 4G-nettet - må samlet set punge ud med lidt over en milliard kroner for at kunne tilbyde deres kunder lynhurtigt mobilt internet, der giver store nok båndbredder til både at spille og se film på mobilen.
Den samlede indtægt til staten er helt præcist 1.009.089.000 kroner.
"Jeg er meget tilfreds med resultatet af auktionen. Det viser, at mobilselskaberne har meget store forventninger til de fremtidige og lynhurtige bredbåndstjenester eller 4G, som frekvenserne kan bruges til," siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen i en pressemeddelelse.
Prisen for LTE-licenserne er væsentligt lavere end for UMTS-licenserne, der for ni år siden banede vejen for 3G-nettene og de efterhånden velkendte dongles-opkoblinger i Danmark. Dengang måtte de fire selskaber, TDC, Telia, Orange og teleselskabet 3, betale knap en milliard for hver licens, altså næsten fire milliarder i alt.
"3" betaler mindre
Auktionen begyndte den 21. april og omfatter 205 MHz i frekvensbåndene 2500-2690 og 2010-2025 MHz.
De fire eksisterende mobiloperatører Hi3G, TDC, Telenor og Telia har deltaget i auktionen. TDC, Telenor og Telia har alle fået en frekvenstilladelse på 2x20 MHz blandt de mest eftertragtede frekvenser. Selskabet Hi3G har fået en tilladelse på det halve i den eftertragtede del af frekvenserne, nemlig 2x10 MHz, men slipper til gengæld væsentligt billigere.
Teleselskaberne kan også bruge 2,5 GHz frekvensbåndet til eksempelvis andre lynhurtige bredbåndsteknologier end LTE, for eksempel WiMAX-tjenester.
Flere af mobilselskaberne har meldt ud, at de er klar med de nye tjenester allerede i 2011, og at de vil begynde etableringen af de nye net, så snart de har fået frekvenstilladelserne i starten af juni 2010. Allerede i dag vil TDC foretage den første test af LTE-nettet.
Teknologien afhænger i høj grad også af, at der er udstyr, som kunderne kan bruge. Først i andet halvår af i år forventes det, at der er dongles til mobilt internet på LTE, der også samtidig kan lave fall back på 3G-nettet. Der forventes at gå endnu længere tid, før markedet byder på et bredt udvalg af mobiltelefoner, der kan gå på 4G-nettet.
Videnskabsministeren er glad for teleselskabernes interesse for den nye teknologi.
"Jeg glæder mig over, at de danske mobilselskaber er så stærkt engageret i at kunne holde Danmark i front, når det gælder udbuddet af nye højhastighedstjenester," siger Charlotte Sahl-Madsen.