Dell har taget den opsigtsvækkende beslutning at præinstallere Corel-software i stedet for Microsoft-software på nogle af sine pc'er. Leverandøren vil tilbyde WordPerfect 10 og Quattro Pro 10 på Dell Dimension 2300 desktop og Inspiron 2600.
Dette vil dog kun ske i Nordamerika. I Danmark er Corel heller ikke så relevant som tidligere, fordi den canadiske softwareleverandør er ophørt med at udvikle danske versioner af de to programmer.
Men Dells beslutning er opsigtsvækkende set i lyset af et andet træk fra leverandøren. Midt på måneden besluttede Dell nemlig at lancere desktop-pc'er og servere uden præinstallation af Windows eller noget andet styresystem, selv om det strider mod principperne i Microsofts nye licenspolitik.
Branchefolk fortæller til det amerikanske CRN, at Dells små brud på det ellers tætte forhold til Microsoft skal ses i lyset af den nye 6.0-licensordning fra Microsoft. For flere hardwareleverandører har den nye ordning i realiteten været en prisstigning, hvilket har gjort dem mere åbne over for andre softwareleverandører end tidligere.