I et interview med det tyske ugeblad »Focus« forsvarer Microsoft-chef Bill Gates firmaets planer om at indbygge tekniske overvågningsfunktioner i den næste Windows-version. Bill Gates fremhæver at systemet - hidtil kendt under kodenavnet Palladium - eksempelvis kan anvendes til kopibeskyttelse.
Den næste Windows-generation med betegnelsen Longhorn kan f.eks. undersøge, om et musikstykke er leveret i en slags digital konvulut, som indeholder den begrænsning, at nummeret kun kan spilles et bestemt antal gange.
»I så fald vil Palladium sørge for, at denne begrænsning bliver overholdt,« siger Gates i interviewet.
Microsoft har hidtil sagt, at den nye teknologi kun skal øge sikkerhed og stabilitet under afvikling af software.
Gates fremhæver, at følsomme oplysninger som medicinske data eller selvangivelsen i dag kan manipuleres med enkle midler.
»Palladium gør det muligt for computerens hardware at undersøge, om der er foretaget sådanne ændringer i softwaren,« siger Gates.
Microsoft har i mellemtiden ændret teknologiens navn til Next Generation Secure Computing Base (NGSCB). Longhorn er efterfølgeren til Windows XP og ventes færdiggjort i anden halvdel af 2004.