Fem måneders efterforskning kulminerede i slutningen af maj med anholdelsen af ti personer i den største hacker-sag nogensinde i Hong Kong. De anholdte er unge mænd mellem 16 og 21. Ifølge politiet havde hackerne dannet et syndikat, som stjal adgangskoder og solgte dem videre gennem en mellemmand. Den hoved-mistænkte hacker stjal over 200 adgangskoder, som senere blev solgt for omkring 300 kr. stykket. Køberne kunne logge sig på nettet med en anden brugers konto, og politiet fortæller, at køberne i gennemsnit brugte online-tid for omkring 3.000 kr. om måneden. Kommunikation mellem sælgere og købere skete telefonisk og med chat-programmet ICQ.
De anholdte er tre hackere, mellemmanden og seks købere. Maksimumsstraffen er fem års fængsel.
(Kilde: NewsBytes)