Programmøren bag krypteringsprogrammet PGP (Prette Good Privacy), Phil Zimmermann, kommer til Danmark den 14. maj, hvor han holder et halvdagsseminar for alle, der interesserer sig for sikkerhed på Internet. I 1997 købte Network Associates hans firma, og det er den danske distributør, admin.dk, der har inviteret Zimmermann til Danmark. I 1995 udpegede Time Magazine ham til en af Internettets mest indflydelsesrige personer.
Det er hans grundtanke, at alle bør have retten til at holde deres data fortrolige. Det kræver en meget stærk kryptering, hvorfor PGP benytter en nøglelængde på 128 bits (IDEA). Denne form for kryptering kan med nuværende teknologi ikke uden videre knækkes, og det var derfor en torn i øjet på den amerikanske regering, da PGP blev sendt ud som freeware. Zimmermann måtte på grund af dette igennem tre års forfølgelse fra de amerikanske myndigheder, som først standsede i 1996.
Det koster 450 kr. ekskl. moms at deltage i seminaret. Flere informationer om Zimmermann findes på http://www.pgp.com/phil/.