Berlingske-koncernen købte for otte måneder siden en tredjedel af aktierne i SOL Danmark, den nystartede danske afdeling af Scandinavia Online. Men nu vil koncernen ifølge nyhedstjenesten Digi.no sælge alle aktierne tilbage til Schibsted, som ejer resten af aktierne i SOL Danmark. Til gengæld får Berlingske 51 pct. af aktierne i Alt om København (AOK), en byguide til hovedstaden, som SOL lancerede tidligere på året. AOK er en del af det internationale Citysearch-netværk af byguider. I en kommentar siger Schibsted, at man fremover vil koncentrere sig om den danske SOL-portal, mens Berlingske vil fokusere på byguiden.