Bibliotekerne skal have internetfiltre, så børn og andre brugere sikres mod pornografisk indhold. Kulturministeriet har sendt opgaven i udbud, og der stilles penge til rådighed for kommunerne til etableringen.
»Det er vigtigt, at alle landets biblioteker har mulighed for at beskytte børn mod pornografisk materiale, når de benytter bibliotekets computere. Det er en hovedprioritet for mig som kulturminister at være med til at sørge for, at børn surfer på nettet på trygge vilkår, når de er på biblioteket,« siger Kulturminister Brian Mikkelsen (V).
Biblioteksstyrelsen er blevet bedt om at fremsætte forslag om, hvordan projektet skal afvikles, og styrelsen har derfor, i samarbejde med SKI (Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S), inviteret forhandlere af it-infrastruktur i SKI-regi til at fremsende tilbud på opgaven. De indkomne forslag er gennemgået i samarbejde med Danmarks Biblioteksskole.
Der er enighed om at indgå samarbejde med Atea Danmark A/S ud fra kriterier som funktionalitet, brugervenlighed og administration. Da folkebiblioteket er under kommunal administration, er det landets kommunalbestyrelser, der har har den endelige beslutningsret over, hvilke informationer og oplysninger bibliotekets pc'er skal give publikum adgang til.
Kulturministeriet tilbyder en finansiering til etableringen af internetfiltrene på bibliotekerne, hvor staten betaler for produkt og installering, mens kommunerne derefter selv skal stå for driften.