Elgiganten har vildledt sine svenske kunder så groft, at markedsdomstolen i Sverige nu har dømt elektronikkæden en bøde på fire millioner svenske kroner for brud på markedsføringsloven. Det skriver det svenske nyhedssite Dagens Media.
Dommen kommer efter en klage fra Elgigantens største konkurrent, den tyske megakæde Media Markt, der også er aktiv i Sverige. Dermed sætter markedsdomstolen et punktum for en langtrukken fejde mellem de to elektronikkæder, der går flere år tilbage.
Fremover må Elgiganten i Sverige ikke længere kalde sig hverken ”Norden største hjemmeelektronikkæde” eller påstå, at man ”får meget mere for pengene i Elgiganten”.
Man må heller ikke sige, at Elgiganten er Europas førende hjemmelektronikkæde, eller at Elgiganten er "billigst på alt altid" eller "billigst i Europa". Heller ikke "byens billigste" går an.
Ud over bøden skal Elgiganten også betale 590.000 svenske kroner i sagsomkostninger til sin tyske rival.