En af de smarte effekter i Apples iPhone er, at det aktuelle skærmbillede »krølles sammen« når du trykker på Home-knappen. Rent teknisk sker der det, at iPhone gemmer en kopi af det aktuelle skærmbillede, som så bruges til at lave den grafiske effekt. Dette billede kan senere genskabes - og en sikkerhedsekspert fortæller, at politiet allerede har brugt denne funktion til at opklare forbrydelser.
Jonathan Zdziarski viste i denne uge i en webcast, hvordan iPhone-kodeordet kan knækkes, men han afslørede samtidig, at iPhone gemmer skærmbilleder af alt, hvad du foretager dig med telefonen, når du klikker på Home-knappen. Billederne bliver angiveligt slettet, når man lukker den aktuelle applikation, men det skulle være muligt at genskabe dem senere med almindelige værktøjer til datarekonstruktion.
Hvis du f.eks. skriver en e-mail med din iPhone eller besøger en webside, og klikker på Home, bliver et screenshot med mailen eller websidens tekst gemt på telefonen.
»Der er ingen mulighed for at forhindre det. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene om det. Jeg håber at Apple retter det, fordi det er et betydeligt privacy-problem, men samtidig er det også nyttigt i efterforskningen af kriminalitet,« sagde Zdziarski ifølge Wired.
Hans demonstration viste også, at kodeords-beskyttelsen uden videre kan knækkes, selvom det tog ham næsten en time og krævede et indgreb i telefonens firmware.