Mens det for mange virksomheder er blevet et konkurrenceparameter at ens hjemmeside ligger blandt de ti øverste søgeresultater i Google, så er der fortsat mange danske virksomheder, der ikke har en hjemmeside. Helt nøjagtig 19 procent eller lidt under hver femte danske virksomhed med mere end 10 ansatte er ikke repræsenteret på nettet.
Det fremgår af den netop offentliggjorte rapport "Danske virksomheders brug af it" fra Danmarks Statistik.
Der er dog tale om en fremgang fra år 2000, hvor kun 52 procent af de danske virksomheder havde en hjemmeside.
Det er især inden for bygge- og anlægsbranchen at virksomhederne ikke har hjemmesider. Kun 65 procent har fundet det umagen værd at være til stede på nettet. Den branche, hvor der er næst færrest virksomheder med hjemmesider, er transport, post og tele, mens segmentet forretningsservice er i front. Her har 89 procent en hjemmeside.
Kigger man på antal ansatte i virksomhederne, så er det især de mindre virksomheder der er hjemmeside-løse. Således har kun 73 procent af virksomhederne med 10 - 19 ansatte en hjemmeside, mens 95 procent af virksomhederne med over 100 ansatte har en hjemmeside.
Af de virksomheder, der har en hjemmeside, er det kun 27 procent der modtager ordrer via hjemmesiden og kun 19 procent yder kundeservice og support efter salg via siden. Hovedparten, 75 procent, bruger den til markedsføring.