I sidste uge underskrev Danmark og 32 andre lande i Wassenaar-samarbejdet en aftale, der blandt andet fastlægger, hvilke begrænsninger de enkelte lande skal pålægge eksporten af krypterings-programmer. Aftalen betyder, at samtlige medlemslande forpligter sig til at begrænse brugen og eksporten af meget stærk kryptering, som det f.eks. bruges i programmet PGP (Pretty Good Privacy). Men den tyske regering siger nu, at aftalen ikke er bindende for de europæiske lande. En talsmand for det tyske forskningsministerium siger til bladet Internet World, at mødet i Wien var et nederlag for U.S.A., der forsøgte at få de europæiske lande til at vedtage skrappere regler. De nye eksportbegrænsninger træder kun i kraft, hvis det kan bevises at amerikanske softwarefirmaer hæmmes i konkurrrencen med europæiske virksomheder som følge af de mere liberale regler i EU, siger den tyske regering.
En pressemeddelelse om mødet i Wien kan læses på http://www.wassenaar.org/docs/press_4.html.