Apple Computer overvejer at vende ryggen til sin mangeårige partner IBM og i stedet bruge processorer fra Intel i sine kommende modeller. Det skriver avisen Wall Street Journal med henvisning til kilder i branchen.
Ifølge avisen skulle det være næsten sikkert, at Apple vil beslutte sig til at indgå et samarbejde med Intel. Men det er uklart, om Apple fortsat vil bruge IBM-chips i enkelte af sine modeller, eller om producenten helt vil skifte til Intel-teknologi.
Ved at satse på billigere Intel-processorer skulle Apple være i stand til at sænke priserne på sine Mac-computere. Dertil kommer, at Intels topmodeller arbejder hurtigere og bruger mindre strøm end IBM's nuværende PowerPC-processorer.
Det ventes at Apple-chef Steve Jobs vil præsentere nyheden om Intel-samarbejdet om kort tid, muligvis på Apples udviklerkonference den 6. juni. Ingen af parterne vil indtil videre kommentere avisens oplysninger.
Selvom IBM skulle miste Apple som kunde kan it-giganten glæde sig over, at både Sony, Microsoft og Nintendo har valgt IBM PowerPC-baserede processorer til deres næste konsol-generation.
Apple solgte 43 pct. flere computere i sidste kvartal end i samme tidsrum sidste år, men firmaet har stadig kun en forsvindende lille andel af det globale computer-marked.