Den aktuelle frygt for fusk via netbanker kan måske forsvinde i fremtiden.
Siemens og firmaet AXSionics arbejder nemlig på at gøre netbanken mere sikker ved at lade kunderne identificere sig selv med deres fingeraftryk.
Den forbedrede sikkerhed består i, at bankerne sender krypteret information til kundens skærm i form af hurtigt skiftende felter i sort og hvidt, også kaldet en "flickerkode".
Kunden læser og krypterer disse data ved at bruge et id-kort på størrelse med et almindeligt kreditkort, der er udstyret med en optisk sensor og et fingeraftryk, som identificerer brugeren.
Efter at have indtastet sine data til betalingen på bankens internetportal kan kunden få sin id og transaktionen bekræftet ved hjælp af en flickerkode på skærmen. Flickerkoden indeholder detaljer omkring den pågældende betalingsanmodning sendt til banken sammen med et tilhørende transaktionsnummer, en såkaldt TAN-kode, i krypteret form.
Når koden bliver vist på skærmen bevæger kunden fingeren over sensoren på sit id-kort og holder kortet foran flickerkoden. Hvis det indlæste fingeraftryk svarer til det fingeraftryk, der er lagret på ID-kortet, vil ID-kortet indlæse den nødvendige information ved at anvende den integrerede sensor. Data for den aktuelle overførsel viser sig på ID-kortets display fulgt af transaktionsnummeret, som brugeren må indtaste for at bekræfte betalingen. Fingeraftrykket er kun lagret på ID-kortet, ikke centralt i banken.
Løsningen bliver allerede nu testet af adskillige banker i Tyskland og Schweiz.