En af de allermest besøgte hjemmesider under .dk i det næste halve års tid bliver formentlig eu2002.dk. På denne side vil den danske stat nemlig oplyse om initiativer, topmøder og udtalelser under formandskabet i EU fra 1. juli og frem til 31.december.
Dermed vil den være det officielle Danmarks ansigt udadtil med flere indgange til den enorme mængde informationer, som seks måneder i en EU-kalender kaster af sig.
Interesserede borgere kan følge pressekonferencer via direkte webcast og tilmelde sig en nyhedsservice per e-mail, WAP og sms for at få dokumenter, taler og pressemeddelelser leveret i samme øjeblik, de bliver lagt på siden.
Føler de besøgende trang til at ytre deres holdninger om de politiske sager, kan de gå ind på et debatforum og diskutere med andre. Debatforummet åbner dog først 1. juli.
Websiden er udviklet for Udenrigsministeriet af TietoEnator i samarbejde med AU System, OgilvyInteractive, Organisator og Xstream, mens Bysted HQ står for design og logo. Teknologierne bag eu2002.dk er ASP, Visual Basic og SQL-server.
Udover dansk findes eu2002.dk i en fransk og engelsk version.
Relevante links:
eu2002.dk