HP løftede i dag sløret for dette års kollektion af HP iPaq-pda'er. På plakaten er blandt andet en model med indbygget telefon og en model med indbygget kamera.
I alt fire nye iPaq-modeller bliver i august og september lanceret på det danske marked.
Den mest opsigtsvækkende er HP iPaq h6340, der kommer med hele tre trådløse teknologier indbygget. Pda'en har således både GSM/GPRS, så den kan fungerer som en almindelig telefon og Bluetooth og WLAN. Det er, ifølge HP, første gang i verden at en pda kommer med alle tre teknologier indbygget.
IPaq h6340 har 64 MB Ram og forventes at få en vejledende pris på 5.499 kroner, når den lanceres sidst i september.
Målgruppen er især forretningsfolk og 6340'eren skal blandt andet kæmpe med Sony Ericssons smartphone P900.
Den nye HP iPaq hx4700 er også tiltænkt erhvervssegmentet. Med en 624 MHz processor, WLAN og Bluetooth er den udset til at være HP's nye topmodel. Prisen bliver omkring 5.999 kroner når den lanceres i butikkerne i midten af september.
Til privatforbrugerne er der også nyt fra HP. IPaq rz1710 bliver den nye low-end model til en vejledende pris på 2299 kroner. Den er i butikkerne fra i dag.
Til de mere kræsne forbrugere lancere HP iPaq rx3715 med indbygget kamera. Modellen er lagt an på at brugeren skal kunne lytte til musik, redigere billeder med mere og forventes at koste 4.499 kroner i vejledende pris, når den kommer på gaden i midten af september.