AMD og Fujitsu har dannet et fælles joint-venture, FASL LLC, som skal udvikle og markedsføre Flash-hukommelse under varemærket Spansion. De to firmaer har samarbejdet om Flash-chips siden 1993 og meddelte i foråret, at de ville danne et fælles selskab.
Selvom de har haft fælles udviklings- og produktionsfaciliteter, har AMD og Fujitsu hver beholdt deres egen salgsstyrke, som ofte har underbudt hinanden på Flash-priser.
Med dannelsen af det nye joint-venture håber selskaberne at sænke omkostningerne og åbne nye markedssegmenter ved at tilbyde nye typer Flash-hukommelse.
Allerede fra starten vil FASL være en sværvægter med 7.000 ansatte, to fabrikker og chipteknologi fra både AMD og Fujitsu. AMD bliver den største aktionær med 60 pct. af aktiekapitalen, mens Fujitsu holder 40 pct. af aktierne.
Den største konkurrent er Intel, som sælger en række forskellige Flash-produkter.