Ved en prisoverrækkelse sent tirsdag aften fik den internationale webbranche ? hvoraf flertallet er amerikanere ? fejret sig selv i San Francisco i etablissementet med det pompøse navn, California Palace of The Legion of Honour.
Her foregik den sjette uddeling af The Webby Awards til de bedste teknologiske og mest kunsterisk udformedede websider på nettet.
Bag udvælgelsen af prisvinderne i de 30 kategorier stod The International Acedemy of Arts and Sciences med 350 medlemmer.
Der er tale om IT-folk som Oracles topchef, Larry Ellison, musikere som David Bowie og Björk og humorister som manden bag The Simpsons, Matt Groening.
Hertil kommer webpersonligheder som venturekvinden Esther Dyson og community-guruen Howard Rheingold.
De havde forinden stemt på vinderne inden for de 30 kategorier, der dækkede lige fra e-handel, community over aktivisme og bredbånd til mest underlige og personlige sider.
Imidlertid havde netbrugere også mulighed for at stemme på vinderen af den pris i hver kategori, der hedder ?Folkets Stemme?.
Fra dansk side var der på forhånd interesse for det danske websted om musikalsk ytringsfrihed freemuse.org, der var en af fem nominerede i kategorien musik. Her blev det imidlertid online-musikmixerenLooplabs.com, der fik den officielle pris, mens webradio-netværket Live365.com fik folkets pris.
Lidt dansk afsmitning var der dog, da filudvekslingstjenesten Kazaa, som danskeren Janus Friis har været med til at udvikle, fik folkets pris i bedste bredbåndsløsning. Den officielle pris gik her til webstedet for de amerikanske museer for moderne kunst
Guggenheim.
Inden for kategorien e-handel vandt netboghandlen Amazon begge priser, mens Yahoo Finance løb med begge priser i kategorien finans.
Græsrodssider aftenens vindere
Adskillige af de vindende sider er græsrodssider oprettet og drevet af ildsjæle i den digitale verden ? som med den danske Freemuse.
Andre eksempler er kategorien aktivisme, hvor den officielle pris gik til Tolerance.org, der bekæmper alle former for intolerance i form af had, diskrimination og racisme ved at undervise i, hvad forældre og børn kan gøre. Projektet støttes af den amerikanske græsrodsorganisation The Southern Poverty Law Center, der i Martin Luther Kings ånd arbejder for borgerrettighederne i USA.
Webfolkets valg faldt her på Peta.org, der bekæmper dyremishandling.
Et andet webbaseret projekt til at fremme engagement i samfundet er Idealist.org. Dette websted fik begge hædersbevisninger i kategorien community.
På webstedet er det muligt at søge i en stadigt voksende database med 28.000 foreninger, organisationer og bevægelser. Desuden kan besøgende læse praktiske anvisninger på, hvordan man starter en forening.
Allerede nu kan man anbefale websteder til næste års Webby ? og ellers studere listen over vindere og nominerede her.