Det seneste skridt i Walter Hewlett's kamp mod den planlagte fusion mellem Compaq og Hewlett-Packard er et omfattende website. Walter Hewlett er søn af William Hewlett, HP's medgrundlægger, og han sidder i firmaets bestyrelse. Han er modstander af megafusionen, der repræsenterer en samlet værdi på 24 mia. dollar, og hans website opfordrer alle aktionærer til at stemme nej til sammenlægningen af de to IT-giganter.
På sitet kan man læse om alle Hewlett's forsøg på at kaste grus i fusions-maskinen - lige fra rapporter fra hans finansielle rådgivere til henvendelser til den amerikanske Securities and Exchange Commission. Det indeholder også informationer om "William and Flora Hewlett Foundation", som holder 5,6 pct. af aktierne i firmaet.
Det ventes at HP indenfor den nærmeste fremtid vil lancere et nyt website, der skal argumentere for den planlagte fusion. Den endelige afstemning blandt aktionærerne skal sandsynligvis finde sted i begyndelsen af marts.
Walter Hewlett's site findes på:
http://www.votenohpcompaq.com/