Den seneste måned har en række it-giganter varslet massive fyringsrunder, og nu lader det ifølge analysefirmaet IDC til at massefyringerne også er på vej herhjemme. Det skriver Berlingske Business.
Op mod 3.000 it-ansatte står til at miste deres job, vurderer IDC-direktør Per Andersen, som netop har nedjusteret sine forventninger til væksten i it-branchen.
»Vi går fra en vækst på 5,6 procent til en nulvækst. Det betyder, at omkring 5000 stillinger skal væk,« siger Per Andersen til avisen.
De seneste års mangel på arbejdskraft betyder dog, at en del stillinger allerede står ubesat, og derfor vil nedgangen i it-beskæftigelsen reelt kun blive på 2-3.000 ud af de cirka 100.000, som i dag arbejder inden for it-sektoren.
Hos fagforbundet Prosa, der organiserer en stor del af de it-ansatte, ser man knap så dystert på fremtiden.
»Vi kan godt se tegn på, at arbejdsløsheden stiger. Men vi tror ikke, at tallene bliver så høje, snarere en 200-300 flere, som er en fordobling af det nuværende ledighedstal,« siger Prosas formand Niels Henrik Bertelsen til Berlingske Business.