Istanbul er den eneste by i verden som er spredt over to kontinenter - Europa og Asien. Så er det måske symbolsk, at AMD har valgt Istanbul som kodenavn for sin nye server-processor, som skal bygge bro mellem de to verdener, den gamle Socket 1207 platform og den nye Direct Connect arkitektur med seks kerner.
AMD har netop annonceret, at Istanbul - en 45 nanometer Opteron processor - kommer senere i år. Her halter AMD dog efter Intel, som allerede sidste år lancerede sin seks-kerne-processor Dunnington. Og Intel er allerede på vej med efterfølgeren baseret på Nehalem-arkitektur, hvor ydelse skulle være endnu højere end i Dunnington.
Den nye Istanbul processor er omtalt i dette blogindlæg hos AMD, hvor der også linkes til videoer og billeder af demonstrations-systemer.
Direct Connect arkitekturen understøtter servere med to, fire og otte processorer, hvor antallet af kerner altså bliver henholdsvis 12, 24 og 48.
AMD har også demonstreret en "live, sømløs opgradering" af et system baseret på en 45 nanometer quad-core Opteron processor til Istanbul processorer.