B&Os planer om at skaffe omkring 450 millioner kroner ved en aktieemissionen bliver tilsyneladende uden B&O arvingen Peter Skak Olufsens hjælp. Han har videresolgt sin tegningsret på 98.000 aktier i emissionen. Dermed vil hans nuværende andel af aktier blive udvandet, og hans magt i firmaet blive mindsket.
Peter Skak Olufsen har fået to millioner kroner for videresalget af tegningsretten. Han vil ikke begrunde, hvorfor han ikke ønsker at investere yderligere i familievirksomheden.
"Jeg giver ingen begrundelse på nuværende tidspunkt. Det kan da godt være, at jeg vil fortælle om det på et senere tidspunkt," siger Peter Skak Olufsen til Børsen.
B&O arvingen har siddet i bestyrelsen siden 1972 og var i en overgang formand. Han er nevø til den ene stifter.
B&O fastholder, at virksomhedens problemer skyldes krisen, selv om mange kritikere mener, at designet og forretningsfilosofien er forældet. Peter Skak Olufsen afviste sidste år den kritik.