Bryggeriet Croucher Brewing Co. i New Zealand vil virkelig gerne have husets bærbare pc tilbage.
Faktisk skriver bryggeriet i øjeblikket på hjemmesiden, at det udløser et livsvarigt forbrug af bryggeriets øl, hvis man kan hjælpe med at bringe den stjålne pc sikkert i hus.
Mikrobryggeriet havde en masse forretningsvigtige data liggende på computeren - blandt kontakter, regnskabsoplysninger og udkast til nye øl-etiketter.
Men inden man pakker sydfrugterne og drager downunder som Sherlock Holmes Junior, så skal det tilføjes, at et "livsvarigt" forbrug af øl betyder 12 flasker om måneden i resten af livet.
Bryggeri-ejerne oplyser til USA Today, at dusøren kan beløbe sig til en værdi på 100.000 kroner.