På Microsofts hjemmeside kan man læse at Xbox indeholder "en Intel 733 MHz processor, den hurtigste processor i en spilkonsol". Microsoft vil ikke fortælle flere detaljer om processoren, og det har ført til spekulationer om, at Xbox ikke indeholder den dyre Pentium III, men en billig Celeron.
Xbox blev lanceret i USA for to uger siden, og det varede ikke mere end et par dage, før de første billeder af konsollens indmad dukkede op på nettet. Mysteriet var tilsyneladende løst - Xbox indeholder en Mobile Celeron i BGA-indpakning med 733 MHz, skriver Vans Hardware.
I forhold til Pentium III indeholder Celeron kun halvt så meget L2-cache-hukommelse (128 KB).
Microsoft har nu reageret på meldingerne ved at sige, at Xbox hverken indeholder en Celeron eller en Pentium III. "Det er vores egen CPU, som Intel har bygget til os," siger Boris Schneider-Johne, PR-Manager hos Microsoft, til nyhedstjenesten tecchannel.
Intel fortæller at der er tale om en embedded-processor, baseret på Pentium III. Konsollens processor har en front-side bus (FSB) på 133 MHz, hvilket svarer til Pentium III.
(Kilde: tecchannel)