Det er ikke nogen nyhed at priserne for computer-hukommelse falder konstant. Men i det sidste halve år har prisfaldet været langt større end normalt. Prisfaldet for alle typer hukommelse er normalt på omkring 20 procent om året. Men alene fra december til april er priserne faldet med hele 33 procent for datahukommelse (DRAM) til pc'er og 35 procent for Flash-hukommelse, der typisk anvendes i mp3-afspillere og digitale kameraer. Det skriver digi.no.
Brancheorganisationen Semiconductor Industry Association (SIA) fortæller, at prisfaldet er sket i en periode, hvor efterspørgslen er usædvanlig høj. Fra december til april er hukommelses-salget øget med 54 procent. Det har udløst en priskrig på RAM-markedet, hvor mange nye aktører forsøger at etablere sig og få en bid af kagen.
Priskrigen ventes at koste leverandørerne omkring 20 milliarder dollar i tabt omsætning. Men kunderne kan til gengæld glæde sig over, at pc-hukommelse bliver endnu billigere i den kommende tid.