Softwarepakken "Palm Mobile Internet Kit" bliver nu lanceret i Europa. Med pakken bliver det muligt at koble sig på Internet via en GSM-telefon. Forbindelsen mellem den håndholdte computer og mobiltelefonen kan enten ske gennem IR-porten, et kabel eller et Palm-kompatibelt modem.
Internet-løsningen kræver operativsystemet Palm OS 3.5. De ældre Palm-modeller Palm III, Palm IIIx og Palm V kan opgraderes til den nye version. "Mobile Internet Kit" kommer på markedet i midten af november og koster 290 kr.
Pakken indeholder bl.a. MultiMail fra ActualSoft, som giver adgang til POP3 og IMAP4 mailkonti, og HandPhone 1.3, der sender og modtager SMS-beskeder. Palm har også inkluderet Neomar WAP-browseren og "web clipping" teknologien, der trækker udvalgte informationer ud af websites.