Den nye communicator fra Ericsson kombinerer mobilt Internet med browser, messaging, billedbehandling, GPS positionssystem, mobiltelefon og Personal Information Manager software. Communicator-enheden blev for første gang præsenteret på CeBIT 2000 messen i Hannover.
Ericssons communicator platform er forberedt på de nyeste landevindinger i GSM-teknologien som f.eks. HSCSD (High Speed Circuit Switched Data) og GPRS (General Packet Radio Services). Enheden kan arbejde med Internet gennem både WAP og HTML. Den indbyggede Bluetooth chip giver trådløs forbindelse med andre enheder som f.eks. en printer.
Som styresystem anvendes Symbians EPOC, der gør det muligt at skræddersy funktionaliteten ved hjælp af software fra tredjeparts-leverandører.
Endelig rummer Ericssons nyhed også en GPS-receiver, som giver en løbende og præcis information om, hvor man befinder sig i verden - en praktisk detalje i forbindelse med applikationer, der anvender positionsdata.
Brugerinterfacet bygger på et 1/4 VGA-format, som Ericsson betegner som den ideelle skærmstørrelse for mobile enheder. Communicatoren har et berøringsfølsomt farvedisplay, der gør det nemt at navigere og benytte pen
eller håndskrift.
Den nye software i communicatoren integrerer og kombinerer telefoni, messaging, adgang til Internet/intranet, adressebog, kalender og andre praktiske funktioner med hinanden. Programmer kan synkroniseres med pc'er
og populære kontorpakker.
Den prototype, der vises på CeBIT, bygger på det nuværende GSM-system, men Ericsson ser en stor fremtid for tilsvarende produkter i kommende mobilsystemer som GPRS. GPRS giver adgang til større båndbredde, højere
transmissionshastighed og funktioner som "instant on and always connected."