Nu skal beviserne på bordet. Ved en høring fredag ved retten i Salt Lake City i USA gav dommeren IBM en lille sejr i årets absolut mest spektakulære juridiske slagsmål i IT-branchen.
Ejeren af rettighederne til styresystemet Unix, SCO, har slæbt IBM i retten, fordi SCO hævder, at IBM har kopieret dele af Unix-koden over i Linux-koden.
IBM har siden sagen blev anlagt i Marts forlangt, at SCO skulle pege på præcis, hvilken kode selskabet mener, IBM har kopieret.
Fredag beordrede dommeren så SCO til dels at udlevere den kode, som SCO påstår, at IBM har kopieret, og dels til at præcisere, hvordan IBM har krænket SCO's rettigheder. Desuden skal SCO svare på, om SCO overhovedet har distribueret den omstridte kildekode.
Retssagen har indtil nu været en temmelig speget affære, hvor begge sider har gjort sit til at genere modparten. I sidste uge kritiserede IBM eksempelvis SCO for at have udleveret kildekoden udskrevet på papir - en million ark.