Wikipedia er i sagens natur et almennyttigt projekt, og derfor bliver de faste bidragsydere og redaktører ofte betegnet som sociale personer, der skal hædres for at løfte et projekt, som hele verden kan gøre brug af.
Men så sort og hvidt er situationen muligvis ikke.
I hvert fald mener en gruppe israelske forskere i psykologi, at man kan klaske en masse tillægsord på Wikipedia-støtterne, som er væsentlig mindre flatterende. I rapporten står der for eksempel, at de er: egocentriske, ubehagelige, socialt akavede og generelt konservative over for nye idéer.
Forskerne mener direkte, at det altruistiske skær, der hviler over Wikipedia, og det sociale i selve arbejdet faktisk er et skalkeskjul for bagvedliggende egoistiske motiver.
Testen er baseret på en forholdsvis lille gruppe israelske personer. 140 personer deltog. Halvdelen Wikipedia-brugere. Resten var Wikipedia-jomfruer.
At Wikipedia-bidragere skulle være socialt akavede baseres blandt andet på, at den gruppe gav udtryk for, at de følte sig bedst tilpas ved at udtrykke sig på nettet frem for at gøre det ude i virkeligheden.
Forskerne mener, at de generelt fandt tegn på, at Wikipedianere er indadvendte og lukkede.
Men selv om resultatet må siges at være kontroversielt, så minder det lidt om resultatet fra en anden undersøgelse. Sidste år blev der kigget nærmere på 580.000 personer, som lægger indhold på YouTube. Her var konklusionen, at de mest faste bidragsydere var "opmærksomhedssøgende personer med egocentriske motiver".
Man kan læse mere om undersøgelsen i tidsskriftet CyberPsychology and Behaviour. Uddrag fra rapporten ligger her.