Det er ikke sjovt at være iværksætter i Danmark. Faktisk er Danmark et af de lande i Europa hvor iværksættere har de ringeste vilkår. Kun Østrig har et dårligere miljø for iværksættere end Danmark.
Det er resultatet af en europæisk undersøgelse, som er startet af den europæiske venturecapital-forening EVCA. Storbritannien og England fremhæves som de lande, som har de bedste rammevilkår for at starte nye virksomheder.
EVCA kritiserer blandt andet den danske kapitalgevinstbeskatning for unoterede aktier på 43 pct., som er EU's højeste. I Danmark er der ingen skatte-begunstigelse for private, som investerer i virksomheder, der ikke er noterede på børsen, og der er for få skatteordninger, der fremmer virksomheders forskning og udvikling, mener foreningen.
Det fremhæves til gengæld som positivt, at den danske selskabsskat på 30 pct. er under EU's gennemsnit.
»EVCAs rapport er klar snak - og vi forventer, at regeringen vil arbejde hårdt på at gøre Danmark til et bedre iværksætterland. Vi skal op i ligaen - ellers rykker vi ud!,« siger Lars Krull, formand for Dansk Venture Kapital Forening (DVCA) i en kommentar til undersøgelsen.
Regeringen er dog allerede på vej med lovgivning, bl.a. om brug af aktieoptioner, som skal forbedre det danske iværksættermiljø.