Microsoft og Bill Gates ikke til at komme uden om. De fleste af os bruger et eller flere af deres programmer. Men hvordan startede det hele? Hvem er Bill Gates egentlig? Hvorfor ser Microsoft's produkter ud som de gør? Hvad er det der har bragt Microsoft frem i førerpositionen på softwaremarkedet, og hvad er det der tiltrukket de amerikanske myndigheders opmærksomhed og vrede?
Historien om Microsoft er historien om computernørden Bill Gates der, på trods af sin afbrudte uddannelse, med en kombination af intens fascination af og viden om computere koblet med en utrolig evne til at lave fordelagtige aftaler og gøre forretning blev mangemilliardær og tryllebandt og forargede verdenen med sin evne til at dominere softwareindustrien med Microsofts produkter. På trods af at han og Microsoft ofte havde fejllæst udviklingen på computerområdet.
Det er historien om en mand der blev så magtfuld, og trådte så mange mennesker over tæerne på sin vej, at han nu har store dele af computerindustrien og computerbrugerne imod sig og allerede flere gange har været målet for retssager. Senest om, hvorvidt Microsoft's dominerende stilling på softwaremarkedet kan siges at være monopollignende og dermed til skade for konkurrencen på området.
Historien om Microsoft starter tilbage i 1975 da Bill Gates og Paul Allen sammen grundlægger Microsoft. På det tidspunkt har de i flere år arbejdet intensivt med computere, og har allerede haft deres egen virksomhed.
Allen og Gates mødes mange år tidligere i Lakeside-skolens computerrum, hvor de hurtigt opdager hinandens passion for computerteknologi og konstant er på jagt efter gratis computertid.
Deres viden om computere får de mulighed for at trække på, da den første microcomputer, en Altair 8080 lanceres i 1974. Nu kan de bruge deres viden om BASIC til noget. Gates og Allen ringer til producenten af Altair 8080 og fortæller at de har udviklet et BASIC-sprog som kan bruges på Altair computeren. De får at vide, at den der først kan præsentere et fungerende BASIC får aftalen.
Allen og Gates har dog endnu ikke noget program. Det er et træk der har præget og præger Microsoft den dag i dag, hvor løftet om nye programmer kommer længe før programmerne er færdige, det såkaldte vaporware. Over de næste otte uger arbejder de to i døgndrift på deres version af BASIC til Altair 8080, og det lykkes for dem at færdiggøre sproget.
I sommeren 1975 danner Allen og Gates så Microsoft - en forkortelse for "microcomputer software". De arbejder hårdt dels på at videreudvikle BASIC og dels på at udvikle nye programmer. De hyrer flere folk, og Microsoft vokser sig større.
Microsoft er et firma der gerne vil være på forkant med udviklingen på softwareområdet, som gerne vil sætte standarden. De ansatte er typisk unge, engagerede, målrettede og villige til at arbejde i døgndrift. Men det er også et firma der på grund af den noget yngre profil, har problemer med de ansattes manglende modenhed, der giver problemer internt i firmaet, når der skal samarbejdes og større projekter skal gøres færdige under stort pres, og som også har givet sig udslag i diverse former for jokes indarbejdet i den software der udvikles hos Microsoft.
I 1982 bliver Allen alvorligt syg. Det hjælper ikke på et i forhånd anstrengt forhold mellem Allen og Gates. Så i 1983 forlader Allen Microsoft for at komme sig over sin sygdom og nyde livet. Siden da er det entydigt Bill Gates der tegner firmaet. Her begynder også for alvor Microsofts hidtil ubrudte sejrstog.
Det lykkes Gates at få sit operativsystem DOS ind som standard på IBM's computere, der sætter standarden for PC'erne. Dermed sidder han pludseligt med det dominerende operativsystem på markedet og vel at mærke et system, som han selv har købt for $50.000. Senere lancerer han - kraftigt inspireret af Macintosh - Windows, der efterhånden er blevet et lige så dominerende produkt. Selv om Microsoft fuldstændigt missede starten på Internet-markedet, er det lykkedes dem i kraft af massive investeringer at indhente og senest at overhale konkurrenterne på browserområdet med Internet Explorer. Også på applikationsmarkedet har Gates overhalet alt og alle og sætter i dag standarden med MS-Office.
Historien om Microsoft fortsætter, og hvis du vil læse mere er der skrevet mange bøger om Microsoft og Bill Gates.
James Wallace's og Jim Erickson's
"Hard Drive: Bill Gates and the making of the Microsoft Empire" et godt sted at starte, hvis du vil vide hvordan det hele startede. Den følger Bill Gates og Paul Allen fra deres drengeårs besættelse af computere til etableringen af Microsoft og følger Microsoft og udviklingen frem til og med 1991.
Fortsættelsen til "Hard Drive" er
"Overdrive: Bill Gates and the race to control cyberspace". Den er skrevet af James Wallace, den ene af de to forfattere til "Hard Drive", og den beskriver Bill Gates' og Microsofts intensiverede kamp for at dominere softwaremarkedet. En kamp der ikke har skyet nogen midler, og som derfor har skaffet Bill Gates og Microsoft stadig flere fjender både i og udenfor computerindustrien. Bogen fokuserer på Bill Gates, Microsoft og FTC's (Federal Trade Commission) verserende sag mod Microsoft. Den præsenterer et billede af en sammenbidt Bill Gates, der er fast besluttet på at forblive førende på softwareområdet koste hvad det vil.
Vil man danne sig et billede af den arbejdsproces der ligger før det færdige Microsoft produkt er bogen
"I Sing the Body Electronic - A Year With Microsoft on the Multimedia Frontier" skrevet af Fred Moody spændende og afslørende læsning. Fred Moody fulgte i et år et Microsoft Team's arbejde med en multimedie CD-ROM, et projekt der udviklede sig stadig mere kaotisk. Fred Moody beskriver selv det år han tilbragte med Micosofts team sådan: "Microsoft afviger markant fra sit offentlige image. Da jeg levede blandt Microsoft-ansatte følte jeg mig som Luke Skywalker, da han demaskerer Darth Vader i "Jedi-ridderen vender tilbage". Når man fjerner virksomhedens monolitiske facade, finder man en fuldstændigt uventet, næsten ubeskrivelig skabning." Bogen er afslørende og foruroligende læsning. Den er en sand gyser.
Endelig kan man læse Bill Gates egne ord i
"The Road Ahead" som han har skrevet sammen med Microsoft's teknologiske guru Nathan Myhrvold.