Nu kan man se dokumentaren Macheads gratis på nettet. Den havde premiere ved Macworld i januar og er et portræt af de Apple-fanatikere, man ellers kun møder i indædte diskussioner i diverse fora. Filmen er en guldgrube af udsagn, som burde blive folkeeje i computerverdenen. Her er et par eksempler fra filmens indledning.
Apple-fanatiker: "Vi kæmper mod Linux-brugere, der er akkurat lige så arrogante, som vi var for otte år siden. Det er som at se sine egne børn. Man får lyst til at sige til dem 'du skal gøre dine egne erfaringer sønnike, men når du bliver ligeså vis som mig, så vil du forstå, hvordan livet som et voksent menneske er'".
Apple-fanatiker: "Jeg har deltaget i mange Mac mod PC diskussioner, og jeg har lagt mærke til, at Mac-folk kommer med gode konstruktive argumenter, mens pc-brugere altid siger "Yeah right. Mac Sucks!".
PC-bruger: "Tænk, hvis man havde en computer, der altid bare virker. En Windows Pc fryser i det mindste ind imellem. I stedet for at vente på, at den rebooter, så laver jeg en sandwich, så omfavner jeg livet, jeg kigger ud af vinduet, og tænker, en skønne dag, så vil jeg bevæge mig udenfor".
Filmen fortæller historien om, hvordan Apple-fanatismen opstod og giver et til tider rørende indblik i, hvordan Apple-fanatikerens kærlighed til Apple opstod. Se for eksempel historien om kvinden, der elsker sin Mac, bor i en bus og har skrevet en opera til sine grise. Hvis man vil forstå den overbevisning, der gennemsyrer enhver Apple-fanatiker, så er denne film et underholdende sted at starte.
Filmen kan ses på Snagfilms.com, hvis målsætning det er at give dokumentarfilm så stort et publikum som muligt. Der er masser glimrende dokumentarfilm på sitet.