For ni år siden kom den første CPU (hovedprocessor) med 1 GHz - nu er AMD klar med den første GPU (grafikprocessor) hvor hastigheden er på 1 GHz. I sidste måned lancerede AMD sit ATI Radeon HD 4890 grafikkort med en helt ny 55-nanometer RV790-processor, der indeholder næsten én milliard transistorer, og er det nu lykkes at skrue taktfrekvensen op til 1 GHz.
Der er tale om såkaldt factory overclocking, hvor processoren altså er sat til at køre hurtigere, end den egentlig er beregnet til, men uden at garantien bortfalder. I modsætning til mere ekstreme overclocking-løsninger er der brugt almindelig luftkøling og ikke vandkøling.
Det betyder tilsyneladende meget for AMD at være de første til at sprænge 1 GHz grænsen for en GPU, for selskabets pressemeddelelse er fyldt med historiske tilbageblik og citater fra partnere. Ifølge AMDs egne beregninger har Radeon HD 4890 grafikkortet med 1 GHz en samlet regnekraft på 1,6 teraflops.
I den absolutte high-end-klasse er ydelsen i den enkelte GPU dog ikke helt så afgørende, for både AMD og Nvidia sælger grafikkort med to processorer, og der er også mulighed for at kombinere to eller flere grafikkort i samme system, hvis denne ydelse heller ikke skulle være nok.
Og for de almindelige pc-brugere er det slet ikke nødvendigt at investere i et grafikkort i den klasse - i dag kan man få et grafikkort til mindre end 1.000 kroner, som kan afvikle alle aktuelle spil flydende i næsten alle opløsninger.