I flere timer tirsdag eftermiddag har det ikke været muligt at komme i kontakt med hjemmesiden for det internationale kortfirma Mastercard. Det har udløst spekulationer om, at Mastercard måske har været ramt af et nyt denial-of-service-angreb. I øjeblikket er hjemmesiden igen tilgængelig,
Ifølge Version2 kunne en besked på Twitter fra tidligere i dag pege på, at den kendte hacker-gruppe Anonymous kan være involveret, men gruppen har ikke selv udtalt sig.
Tidligere har Anonymous gennemført angreb mod Mastercard som straf for, at selskabet ikke længere ville formidle betalinger til Wikileaks. Dengang blev Visa også ramt af angreb.
Det er kun få dage siden at en anden kendt hacker-gruppe, LulzSec, valgte at opløse sig selv. Det ser ud til, at Anonymous har overtaget flere medlemmer fra LulzSec og nu vil fortsætte indsatsen, som især retter sig mod at stjæle data fra offentlige myndigheder.
Senest har Anonymous frigivet interne dokumenter om cyberterrorisme fra det amerikanske Department of Homeland Security.
Beslutningen om at opløse LulzSec kommer på et tidspunkt, hvor gruppen er under pres. I sidste uge kunne politiet i Storbritannien anholde en 19-årig, Ryan Cleary, der anklages for DDoS-angreb og computer-sabotage. Han menes at have forbindelse til LulzSec, men har angiveligt kun drevet en IRC-server, som hackerne har brugt.
I mellemtiden er Ryan Cleary løsladt fra fængsel igen mod kaution. Han har fået husarrest og er blevet udstyret med en elektronisk fodlænke – ligesom Wikileaks-stifteren Julian Assange. Han må heller ikke gå på nettet eller anvende elektroniske apparater med netadgang.