Danmarks ældste forbrugerorganisation, TDC's kunders Landsråd, bliver nu nedlagt efter at have været telekundernes talerør siden 1915. Landsrådet har kun behandlet klager fra kunder hos TDC, og selskabet har nu besluttet at stoppe sin støtte og sekretærbistand til rådet.
»Årsagen er, at de danske telekunder med dannelsen af Teleankenævnet i juni 2003 fik lettet og forenklet deres klagemulighed over for de danske teleselskaber, og derfor har rådet ikke længere den samme relevans som tidligere,« siger TDC's adm. direktør Henning Dyremose.
I modsætning til Landsrådet behandler Teleankenævnet klager fra alle teleselskaber, og TDC mener derfor, at der ikke længere er behov for en organisation som udelukkende behandler TDC-klager.
»Det første kunderepræsentantskab blev etableret i 1915 som forbrugernes talerør over for KTAS og trafikministeren, og repræsentantskabet var dengang telekundernes officielle forhandler i forholdet til telefonselskabet. Men situationen ser væsentligt anderledes ud i dag, hvor TDC ikke længere har monopol på telefoni. Når rådet ikke favner alle kunder, er det mere naturligt, at dets opgaver i fremtiden bliver varetaget af Teleankenævnet,« siger Henning Dyremose.