I næsten alle mobiltelefoner er der indbygget en ARM-processor. Disse chips er relativt simple og har et meget lille strømforbrug. Firmaet ARM har ikke sine egne chipfabrikker. I stedet kan andre erhverve en licens til at fremstille firmaets processorer. Der går rygter om, at AMD vil købe en licens og begynde at fremstille ARM-processorer ved siden af sine normale x86-cpu'er.
Men det bliver nu afvist af AMD, der understreger at man vil holde fast i den eksisterende x86-arkitektur. Til næste år vil AMD lancere sine første processorer der er specielt målrettet tavlecomputere – men de bliver baseret på x86, ikke på ARM.
AMD mener at man allerede har den nødvendige teknologi til at fremstille mobile processorer og ser altså ingen grund til at købe en licens hos ARM.
”Vi har foretaget en stor satsning på APU'er, og de er x86,” siger AMD's John Taylor, der er chef for klient-produkter, til Computerworld.com. APU'er står for accellerated processing units, som er processorer med integreret grafik.
ARM-platformen har ellers medvind. I januar fortalte Microsoft, at der kommer en version af Windows 8 som kan køre på ARM-chips.
Det mobile Windows Phone kører allerede på ARM, men det kommende Windows 8 bliver den første fulde version af Windows der understøtter ARM-platformen. Det skal bane vejen for at Windows kan etablere sig på tablet-markedet.
Senere kom det frem, at Microsoft også vil arbejde sammen med ARM om at udvikle helt nye processor-arkitekturer.
Alene i 2010 blev der solgt omkring 6,1 milliarder ARM-processorer på verdensplan – en stigning på 55 procent i forhold til året før. Selskabet forventer at det samlede salg af processorer med ARM-arkitektur runder 100 milliarder inden 2020.
Det er langt flere end antallet af solgte x86-processorer, selvom ARM-chips selvfølgelig også er meget billigere.
AMD har haft svært ved at finde sin strategi for tablet-markedet. Efter iPad-lanceringen sidste år afviste AMD at man var interesseret i dette marked, men i november 2010 kunne AMD dog annoncere de første tablet-chips. Intel er også på vej med en tablet-platform, Oak Trail, der skulle være tilgængelig næste måned.
Men AMD's nye x86 tablet-chips med kodenavnene Wichita og Krishna kommer altså først til næste år. De indeholder op til fire kerner og integrerer en cpu og gpu i samme enhed.