Oracle giver ikke op i kampen om at erobre - eller måske genere - PeopleSoft. Oracle har netop hævet sit tilbud på PeopleSoft til 19,50 dollar pr. aktie, hvilket er det samme som 6,3 milliarder dollar. Det tidligere tilbud lød på 16 dollar pr. aktie.
Overtagelsesforsøget, der fra mange sider beskrives som fjendtligt, blev indledt i forrige uge, da Oracle kort efter PeopleSofts opkøb af konkurrenten J.D. Edwards, uventet forsøgte at lokke PeopleSofts aktionærer.
I en pressemeddelelse begrunder Larry Ellison - Oracles farverige leder - sit nye tilbud med respons fra PeopleSofts aktionærer. De skulle have antydet, at de ville se en højere pris, hvis de skulle gå ind på at sælge deres aktier til Oracle.