Regeringens særlige indsats for at få ledige akademikere i arbejde, burde også omfatte folk med korte videregående uddannelser - som datamatikere og multimediedesigner. Det mener fagforeningen HK/Privat og peger på, at ledigheden blandt de kortuddannede er på samme niveau som for to år siden, mens akademikerledigheden faktisk er på vej nedad.
Således er ledigheden blandt akademikere uddannet inden for et år faldet fra 35 procent i foråret 2003 til 29 procent i juni i år.
»Det er fint at der gøres noget for akademikerne, men vi kan ikke se nogle grund til en skævvridning, når problemet er lige så stort eller større for folk med en kortere uddannelse,« siger politisk-økonomisk sekretær Morten Skov fra HK/Privat.
Regeringens særlige indsats for akademikerne indebærer, at de kan ansættes i både private og offentlige virksomheder med løntilskud. Det har, ifølge HK, medført at akademikere i adskillige tilfælde har besat jobs, som folk med kortere videregående uddannelser, eksempelvis datamatikere, lige så godt kunne have bestridt.
»Det er klart, at en arbejdsgiver vælger en akademiker til halv pris frem for en HK'er med en kort videregående uddannelse. Men på den måde bliver problemet for de kortuddannede bare endnu større,« siger Morten Skov.
HK opfordrer derfor til, at de kortuddannede tages med i de initiativer på Finansloven for 2005, som sigter mod øget beskæftigelse blandt akademikerne.