Det går rigtig godt for verdens største computerfirma Hewlett-Packard.
Salget overgår alle forventninger og aktiekursen er røget i vejret oven på det seneste kvartalsregnskab.
Tallene viser, at HP øgede salget af servere og storage med 31 procent. Taget alene stod Intel-baserede servere for en vækst på hele 54 procent.
Pc-salget er også vokset stærkt, nemlig med 21 procent. Print-forretningen voksede mere beskedent med otte procent mens service-butikken kun øgede omsætningen med to procent.
I alt blev HPs omsætning i det regnskabskvartal, der sluttede 30. april, 13 procent større end salget i det foregående kvartal.
De flotte tal fik aktiekursen til at stige med to procent på børsen i New York i går aftes.
HP har på baggrund af den aktuelle fremgang endnu engang hævet forventningerne for hele regnskabsåret 2009/2010. Det afsluttes 31. oktober og vil nu give en vækst på otte-ni procent, vurderer firmaet.