Salget til George Michael-koncerten i Parken den 11. november blev mandag formiddag skudt i gang på Billetlugen.
Efter over en halv time lukkede Billetlugen dog for adgang via internettet og adskillige brugere, som var langt inde i betalingen blev smidt af. Systemet gik nok engang ned. Følgende besked kom frem til folk, der var langt inde i betalingen på Billetlugen.dk:
»Beklager. Vi har desværre tekniske problemer i øjeblikket. Prøv venligst igen lidt senere.«
Billetlugen uddyber dog selv på hovedsiden, at der ikke kan lukkes flere ind i systemet af hensyn til de igangværende køb.
Hvilke igangværende køb det så er, der beskyttes ved ikke at lukke flere kunder ind, ville vi gerne spørge direktør Jeppe Michael Jensen fra Billetlugen om. Men det har ikke været muligt at komme igennem til direktøren endnu.