Telebranchen blev sat på den anden ende, da Skype begyndte at møvre sig ind på telemarkedet. Men det skal selskabet ikke regne med at gøre i samme fart på mobiltelefoner.
Tyske Deutsche Telekom har sat hælene i.
Sammen med Vodafone - verdens næststørste mobilselskab - har Deutsche Telekom gjort det klart i sine betingelser, at man bryder dem, hvis man forsøger at bruge voip-programmer via for eksempel Android- eller Windows-mobiltelefoner.
Apple har allerede sikret sig, at man ikke kan tale via Skype på iPhonen via mobilnettet. Det er muligt at se andres status og chatte med dem på farten. Men hvis man vil høre stemmer i programmet, så skal man være i nærheden af et almindeligt Wi-Fi-signal.
Men heller ikke de begrænsede funktioner hos iPhonen må brugerne anvende på Deutsche Telekoms mange Wi-Fi-hotspots.
Valgkampen er i gang
Tvisten bliver nu en del af valgkampen til EU-parlamentet.
For Europaparlamentet og ministerrådet er stadig ved at færdiggøre den komplekse telecompakke.
Telecompakken rummer den hede diskussion om lukning af fildeleres net, fordi en særlig paragraf - amendment 138 - vil forhindre EU-landende i at indføre 3 strikes.
Men pakken indeholder også problemstillingen: netneutralitet. Om teleselskaber skal have lov til at prioritere indhold på nettet.
Debatten har været begrænset, og derfor er formuleringen i teksten en anelse uklar. Det kan fortolkes, at det er okay at prioritere trafik, men at man ikke må blokere lovlige tjenester.
De to teleskabers censur mod Skype har fået det danske Forbrugerråd til at opfordre til, at man tager Skype-problematikken med i stemmeboksen.
»Det er en stor indskrænkning i forbrugernes rettigheder, hvis de store teleselskaber kan afgøre, at teknologi som Skype ikke længere skal være tilgængelig for forbrugerne i Europa. Det betyder, at teleselskaberne får lov til at diktere vores adgang til internettet, og det skal vi undgå,« siger rådets formand Mette Boye.
»Jeg kan kun opfordre alle, der har en holdning til den her sag, om at gå i stemmeboksen på søndag, og vælge en repræsentant til Europaparlamentet, der har taget grundig stilling til den slags store forbrugerpolitiske spørgsmål,« siger Mette Boye.
Grund til bekymring
Teleanalytiker Torben Rune fra Netplan giver Forbrugerrådet ret i, at debatten er vigtig.
»Men det nytter ikke noget, at Eu-parlamentet sidder og snakker om det her de næste fire år. For så er alle de alternative udbydere forsvundet, inden de nåede at få nogen kunder«.
»Sagen om Skype er lige præcis det første konkrete eksempel på problemet med netneutralitet. For der er kun én grund til, at Deutsche Telekom gør det. Og det er for at forhindre brugerne i at ringe billigere,« siger Torben Rune.
Han er bekymret over, at debatten om netneutralitet groft sagt er ikke-eksisterende i Europa. Kun i USA har den været på dagsordenen. Derfor ser han ikke lyst på fremtiden på området.
»Det mest forfærdelige er, at der ikke er formuleret en stilling til det her. Debatten er i gang. Men nu og her lader det til, at holdningen er, at der ikke er behov for regulering,« siger teleanalytikeren og henviser til fortidens lærdom.
»Teleselskaberne har købt licenserne af staten for at drive åbne net - ikke for at lukke den ned. Det nytter jo heller ikke noget, at for eksempel TDC kunne forhindre sine kunder i at ringe til kunder hos Sonofon. På det område har man faktisk været inde fra offentlig side og regulere,« sig er Torben Rune.
Borgerlige vil ikke gribe ind
Den kontroversielle telecom-pakke er et varmt emne for de danske politikere, der i øjeblikket kæmper om en plads i parlamentet.
Her er S, SF og Junibevægelsen generelt enige om, at der skal lave faste regler, som teleselskaberne ikke kan omgå.
»Vi nødt til holdt skarpt øje med de store teleselskaber. De er nemlig i færd med at begrænse borgernes rettigheder på flere måder. De vil have lov til at bestemme, hvad brugerne af internettet skal have lov til. Det kan forbrugerne på ingen måde være tjent med«, siger Socialdemokraternes Christel Schaldemose til Politiken.
Derimod er sagen ikke klokkeklar hos Venstres og De Konservative.
»En holdbar løsning indebærer, at det for alvor anerkendes, at der også er noget, der hedder forbrugernes rettigheder i den digitale verden - og hensynet til begge parter må finde et velafbalanceret niveau«, siger Bendt Bendtsen til Politiken.
Deutsche Telekom har i går offentliggjort, at man alligevel ikke vil forbyde voip-programmer. Til gengæld skal det koste 70 kroner ekstra om måneden, hvis man ønsker at benytte voip-tjenester.