Det længe ventede Playstation Home, der skulle være en slags anden-generations Second Life, er endnu-atter-og-igen-engang blevet udsat. Første gang Playstation Home afslørede sit koncept, var tilbage i marts 2007, og allerede halvanden måned efter søgte man beta-testere. Men siden da er vidunderet blevet udsat flere gange. Og i dag så endnu en gang...
Playstations Home's verden skulle ellers være skridtet over Second Life, med avancerede avatarer der bor i rigtige hjem, hvor man kan hænge sine egne billeder op på væggen og udstille de præmier, man har vundet i diverse Playstation online-games og så videre i samme koncept.
Men måske har Sony svært ved at indfri de gyldne løfter? I hvert fald har "prez and ringmaster" ved Sony Computer Entertainment, Kazuo Hirai, i dag proklameret, at Sony til efteråret søger endnu flere betatestere. Med andre ord: Lanceringen af Playstation Home er endnu en gang udsat!
»Vi ved godt, at vi hermed beder både nuværende og kommende PS3 brugere om, at vente lidt længere igen, men vi er nået til den konklusion, at vi skal bruge mere tid til at forfine teknikken bag tjenesten«, undskylder prez Hirai.