Hvis en film kræver stor båndbredde, så er det okay, at eksempelvis en mail kommer langsommere frem.
Det skriver videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (V) i sin blog.
Hendes indlæg er en reaktion på, at to danske organisationer - Journalistforbundet og Foreningen af Danske Internetjournalister (DONA) - har harcelleret over, at et forslag til en ny telelov blot indeholder en gummiparagraf. De ville hellere have indført principper om netneutralitet med det samme.
Brud på netneutralitet kan dog være berettigede, mener ministeren.
"Jeg er ganske enig i, at vi skal sikre ovenstående rettigheder – også på internettet. Imidlertid er debatten om netneutralitet ofte mere lavpraktisk. Det handler i langt højere grad om, hvordan stadig større mængder datatrafik afvikles så hensigtsmæssigt som muligt," skriver Charlotte Sahl-Madsen.
"Men med et stadigt stigende dataforbrug, er der risiko for, at der kan opstå spidsbelastninger. Det kan f.eks. være, hvis man streamer film via internettet, eller hvis en læge på Rigshospitalet via telemedicin-udstyr er i færd med at behandle en patient. I disse tilfælde tror jeg, at de fleste vil acceptere, at disse dataoverførsler prioriteres, således at der ikke er ”hakker” og udfald i transmissionen, hvis omkostningen er, at e-mails kommer frem et brøkdel af et sekund senere," skriver hun.
Telebranchen er netop nu i gang med nogle møderækker, som skal føre til brancheregler for, hvornår teleselskaberne må påvirke internettraffik, så noget flyder igennem hurtigere end andet. Ministeren har i første omgang opfordret telebranchen til selv at formulere nogle principper for, hvordan de vil håndtere udfordringen.