Intel viste onsdag sin nye eksperimentelle 48-kerne-processor kaldet Single-chip Cloud Computer (SCC). Den skal bane vejen for fremtidens mange-kerne-cpu’er. SCC er afløseren for Polaris, en testprocessor med 80 kerner, der blev introduceret i 2007. I modsætning til Polaris kan SCC afvikle almindelige x86-programmer
De enkelte kerner er mindre kraftige end selv Atom-processoren, men kombineret kan de nå op på en meget høj ydelse. Ifølge Intel har chippen et strømforbrug svarende til to glødepærer (125 watt). Den understøtter maksimalt 64 GB hukommelse.
Intel vil nu stille omkring 100 af de eksperimentelle processorer til rådighed for sine partnere, som kan bruge dem til at udvikle nye applikationer og programmeringsmodeller.
Chipfirmaet forestiller sig, at kommende computere med denne form for processorer kan udstyres med et form for syn, så de kan reagere på deres omgivelser.
Nogle forskere mener ligefrem, at computeren bliver i stand til at læse hjernebølger, så kan man nøjes med at tænke kommandoerne uden at skulle bruge tastatur eller mus.
Der er ingen informationer om, hvornår Intel forventer at være klar til at sælge processorer som denne. Men Intels langsigtede mål er processorer med flere tusinde kerner.