I dokumentet henviser Microsoft til det seneste forlig med det amerikanske Justitsministerium. Microsoft skriver, at alle anklager, som EU har fremsat mod firmaet, er behandlet og bilagt i den aftale, som man har underskrevet med modparten i den amerikanske monopol-sag. Firmaet forsøger at trække en direkte parallel mellem sagen i USA og EU's undersøgelse af forretningsmetoderne hos verdens største softwaresmedje.
Microsoft nægter at deltage i en offentlig høring, som EU-kommissionen tidligere har krævet. I stedet ønsker firmaet, at man straks skal gå i gang med forhandlinger om, hvordan striden med EU kan bilægges. Softwarefirmaet ønsker at undgå en offentlig retssag - som i USA - hvor retsmøder og vidneudsagn kan levere stof til medierne. Avisen "Wall Street Journal" skriver dog at EU fortsat holder fast i kravet om en høring.
Skrivelsen indeholder også slet skjulte trusler mod EU-kommissionen. Hvis EU ikke benytter det amerikanske forlig som ledetråd og fortsat kræver licensering af Windows-kildekoden, så er det en krænkelse af den internationale ophavsret, mener Microsoft. Det kan medføre en klage hos verdenshandelsorganisationen WTO, advarer softwarefirmaet.
(Kilde: Internet World / The Register)