Både i Danmark og resten af verden har der været voldsom debat om Google Street View, der af nogen betegnes som en trussel mod privatlivets fred. I Tyskland har debatten holdt Street View helt ude af landet.
Men ikke længere.
Google oplyser, at man senere i år vil aktivere funktionen på Google Maps i vores naboland, så også tyskerne kan se billeder af deres nabolag på gadeniveau.
Men Google må klippe en hæl og hugge en tå for at få introduktionen i Tyskland til at ske. De tyske myndigheder har været de største kritikere af den nærgående fotografering.
Det amerikanske it-firma må bøje sin normale procedure og indføre en højere grad af medbestemmelse i Google Street View.
Ansigter og nummerplader bliver sløret som det allerede sker andre steder i verden, men inden lanceringen senere i år kan tyskerne også bede om at få slettet deres hus fra databasen, så de aldrig kommer til at optræde i Google Maps. Det kan ske ved at kontakte Google via mail, brev eller fax.
Danskere, der skulle ønske sig at blive ekskluderet fra Googles database, kan også gøre det. Man skal anvende linket "rapportér et problem" under en Street View-søgning. Men i Tyskland kan indbyggerne få slettet billeder, inden de lægges online. Tusindvis skulle allerede have hentet formularen fra Google.de.
"Situationen i Tyskland er unik, og derfor har vi udviklet dette værktøj til netop den situation. Der er på nuværende tidspunkt ingen planer om at lancere dette værktøj i andre lande,” siger Googles talskvinde fra Google Maps, Laura Scott, til ComON.
Google hævder, at firmaet på denne måde strækker sig ud over, hvad den tyske lovgivning ellers kræver.
Stadig kritik
Men Google får ikke ubegrænset lovprisning for sit initiativ. Forbrugerorganisationer kritiserer, at anonymiseringstilbudet blot gælder i en periode på fire uger, og at det er blevet annonceret, mens mange tyskere er på sommerferie.
Desuden er der kritik af, at Google ikke er villig til at tilbyde en telefon-hotline, så mindre teknik-kyndige kan søge hjælp til anonymisering.
http://www.comon.dk/art/159637">
I øjeblikket er der kun brugergenererede billeder på den tyske udgave af Google Maps fra tjenesten Panoramio, som Google ejer.
Google Street View kommer i 20 større tyske byer omkring november.
(Opdateret kl. 13:38: Artiklen er rettet til med muligheden for at fjerne billeder i den danske udgave af Google Street View.)